1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, 3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, 4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, 5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, 6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, 7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. 8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, 9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, 10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; 11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. 12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; 13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; 14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. 15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; 16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; 17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. 18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; 19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; 20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; 22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; 23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. 24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. 25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. 2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, 3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark 4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. 5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem. 6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. 7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, 8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; 10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. 11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. 12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig 13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; 14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, 15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: 17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. 18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. 19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. 20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; 21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd. 22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; 23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under? 25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? 26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom; 27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; 28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber; 29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. 30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; 31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!