1 På den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, det er den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres, den Dag, da Jødernes Fjender havde håbet at kunne overvælde dem, medens det nu omvendt blev Jøderne, der på den Dag skulde overvælde deres Avindsmænd, 2 sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's Lande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingen holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alle Folkene. 3 Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og de kongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj var faldet på dem. 4 Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ry af ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere og mægtigere. 5 Således slog Jøderne løs på alle deres Fjender med Sværdhug, Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som de havde Lyst. 6 I Borgen Susan dræbte og tilintetgjorde Jøderne 500 Mand; 7 og Parsjandata, Dalfon, Aspata, 8 Porata, Adalja, Aridata, 9 Parmasjta, Arisaj, Aridaj og Vajezata, 10 de ti Sønner af Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, dræbte de. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.
11 Samme dag kom Tallet på dem, der var dræbt i Borgen Susan, Kongen for Øre. 12 Da sagde Kongen til Dronning Ester: I Borgen Susan har Jøderne dræbt og tilintetgjort 500 Mand, også Hamans ti Sønner; hvad må de da ikke have gjort i de andre kongelige Landsdele! Dog, hvad er din Bøn? Du skal få den opfyldt. Og hvad er yderligere dit Ønske? Det skal tilstås dig! 13 Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det så også i Morgen tillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans ti Sønner blive hængt op i Galger! 14 Da bød Kongen, at det skulde ske; og der udgik en Forordning derom i Susan, og Hamans ti Sønner blev hængt op i Galger. 15 Så sluttede Jøderne i Susan sig også sammen på den fjortende Dag i Adar Måned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.
16 Men også de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen og værgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjender og dræbte blandt deres Avindsmænd 75000 17 på den trettende Dag i Adar Måned; men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud; og de hvilede på den fjortende og gjorde den til en Gæstebuds- og Glædesdag. 18 Men Jøderne i Susan sluttede sig sammen både den trettende og fjortende Dag i Måoeden og hvilede på den femtende, og den gjorde de til Gæstebuds- og Glædesdag. 19 Derfor fejrer Jøderne på Landet, de, der bor i Landsbyerne, den fjortende Dag i Adar Måned som en Glædes-, Gæstebuds- og Festdag, på hvilken de sender hverandre Gaver.