45 Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gå bort. 46 Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for at bede. 47 Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden. 48 Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende på Søen. Og han vilde gå dem forbi. 49 Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. 50 Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!" 51 Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Måde ved sig selv. 52 Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet