33 Hører en anden Lignelse: Der var en Husbond, som plantede en Vingård og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Tårn; og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands. 34 Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingårdsmændene for at få dens Frugter. 35 Og Vingårdsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de. 36 Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligeså med dem. 37 Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn. 38 Men da Vingårdsmændene så Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel og få hans Arv! 39 Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. 40 Når da Vingårdens Herre kommer, hvad vil han så gøre med disse Vingårdsmænd?" 41 De sige til ham: "Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingård ud til andre Vingårdsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid."
42 Jesus siger til dem: "Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.
43 Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter. 44 Og den, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."
45 Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, forstode de, at han talte om dem. 46 Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de holdt ham for en Profet.