1 På hin dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. 2 Og store Skarer samlede sig om ham, så han gik om Bord i et Skib og satte sig; og hele Skaren stod på Strandbredden. 3 Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: "Se, en Sædemand gik ud at så. 4 Og idet han såede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og åde det op. 5 Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. 6 Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. 7 Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte det. 8 Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve, noget tredive Fold. 9 Den, som har Øren, han høre!"