1 Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog. 2 Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned. 3 Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk. 4 Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!" 5 Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede, 6 og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem; 7 lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!" 8 Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen. 9 Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.