1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham; 2 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.
3 Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur? 4 Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.
5 Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb; 6 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes. 7 Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;
8 stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.
9 Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe. 10 Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå!
11 Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds, 12 Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.